Selvstændig behandler siden '12.

Jeg hedder Jeppe Opstrup (f. 1984) og er opvokset på Nørrebro. Jeg er i dag meget stolt over, at have en klinik i mit barndomskvarter. Igennem hele mit liv har jeg på den ene eller anden måde, aldrig lyttet til min krop. Først som fodboldspiller hvor jeg uden tvivl, har spillet flere kampe med smerter, end uden. Pres fra trænere, og ikke mindst mig selv, fik mig til at fortsætte ligegyldigt hvor ondt det gjorde. Jeg ville spille fordi jeg var god til det, rigtig god endda. Desværre var jeg i gang med at nedbryde min krop hver gang, jeg spillede med smerter. Mit knæ sagde stop da jeg blev ældre. Jeg nåede at blive opereret to gange i håb om, at knæet hurtigt kunne fikses. Det kunne det ikke. Jeg fik i stedet kroniske smerter og kunne ikke længere spille fodbold. Nu var jeg lige pludselig ikke speciel god til noget. Jeg blev ked af det, og når jeg kigger tilbage, så havde jeg nok en eller anden form for depression. Jeg fyldte mig med sukker og alkohol for at dulme smerten – hverdagen var ikke særlig sjov og jeg sov halvdelen af den væk.

Jeppe Opstrup

På det tidspunkt mødte jeg heldigvis Body SDS. Jeg havde netop sluppet mit gamle liv der havde budt på en bachelor fra CBS og et dertil hørende kontorjob. Efter nogle år væk fra København flyttede jeg tilbage og havde forinden, sagt mit job op og været igennem et hårdt brud.

Jeg skulle i gang med noget nyt og da jeg opdagede Body SDS, var jeg slet ikke i tvivl om at det var her jeg hørte hjemme. At følelser og tanker sætter sig i kroppen har jeg altid vidst inderst inde. Det har bare aldrig været accepteret i min omverden så det var dejligt endelig at møde et sted, hvor jeg fik det bekræftet. På uddannelsen har jeg på egen krop mærket det utallige gange. Hver gang der har været kontakt med en gammel følelsesmæssig blokering, har det kunnet mærkes i kroppen. Det har også betydet, at jeg har været igennem en personlig udvikling som har øget min kropsbevidsthed og gjort, at jeg i dag tør stå ved mig selv. Jeg træner Body SDS Grundtræning og Pafei. Igennem Body sds træningen kan jeg mærke hvordan mit fundament bliver genopbygget for hver gang jeg træner. Det har faktisk medført, at jeg igen kan spille en smule fodbold.

Jeg behandler i klinikken hver tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Ud over at arbejde i klinikken, behandler jeg hver mandag i DR Byen.


Sko

Jeg er Autoriseret Body SDS Behandler som sikrer, at jeg skal opfylde forskellige krav om efteruddannelse hos Body SDS. Derudover er jeg medlem af DAKOBE (tidl. SAB) så du som klient, er forsikret på den bedst mulige måde. Tillige er jeg også RAB-godkendt i både Body SDS og Akupunktur. Enkelte forsikringsselskaber dækker behandling hos RAB-godkendte behandlere, så hør din forsikring ad.

Efteruddannelse hos Body SDS